Volleylektion i Helle Hallen

Volleylektion i Helle Hallen

04-12-2018, 07:53 - vardeinfo

Forfatter: News

Det var ikke svært at se, hvem der var regerende danske mestre, og hvem der var nye i den bedste danske række Volleyligaen, da Nordenskov UIF lørdag i Helle Hallen tog imod et Gentofte-hold, der i en årrække har været dominerende i dansk volleyball.

Inden lørdagens kamp var gæsterne ubesejret og det var de også efter kampen, der gav dem en overbevisende 3-0 sejr med i bagagen.

For hjemmeholdets cheftræner Brendan Garlick kom nederlaget heller ikke som nogen overraskelse, men han havde alligevel håbet, at hjemmeholdet havde kunnet bide lidt mere fra sig.

Efter kampen sagde han: ”Det var en stor udfordring. Gentofte viste at de fortjener at ligge som det bedste danske hold. Vi gik til kampen med den rigtige indstilling, og selvom nederlaget var meget klart og det er meget tydeligt, hvor vi skal lægge flere lag på både vores fysik og vores spil, hvis vi skal lykkes med at nå vores ambition om top 4 indenfor de næste tre år, så glæder jeg mig ved nogle af vores individuelle præstationer. Især en spiller som Oliver Tranberg har flyttet sig meget.”

Nordenskov spiller udekamp på søndag den 9/12 mod Hvidovre VK. Det bliver igen en svær kamp, men erfaringerne fra den tabte kvartfinale i landpokalen for nylig mod netop Hvidovre skal naturligvis bringes i spil i bestræbelserne på at skabe en overraskelse.

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies