Vestjylland sparer på strømmen, men TV’et er fortsat en strømsluger

Vestjylland sparer på strømmen, men TV’et er fortsat en strømsluger

19-01-2023, 11:47 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus - Pia

Historisk høje elregninger har fået vestjyderne til at spare på strømmen. I mange husholdninger kan der være mange flere penge at spare ved at udskifte det gamle TV, men de fleste ved det ikke. 

Elprisernes himmelflugt har sænket strømforbruget i Vestjylland. I efterårsmånederne september til november er det samlede strømforbrug for private og erhverv i Vestjylland dalet med cirka ni procent sammenlignet med efteråret 2021, viser en rapport fra Energinets. Når det kommer til husstandene, er der dog mange, som ikke kender til de ældre TV-modellers negative påvirkning på elregningen. Det erfarer Panasonic Center Radio og TV-Gården i Tistrup, som oplyser, at ældre TV er en af boligens store strømslugere. 

– Når det handler om at spare på elregningen, er det en god idé at kigge på forbruget af husstandens elektroniske apparater, og derfor får vi mange forespørgsler på spareråd for tiden. Hvad mange ikke ved, er, at det giver en mærkbar ændring at skifte en ældre fjernsynsmodel ud med en ny, siger Torben Pedersen, der er butiksmand hos Panasonic Center Radio og TV-Gården i Tistrup. 

Frem til 2014 var Plasma-TV populære og solgte godt hos Panasonic Center, og ifølge Torben Pedersen befinder den gamle TV-model sig stadig i mange hjem i Vestjylland, selvom nyere og mere energivenlige modeller som LED og OLED har overtaget markedet. 

Nyt G-mærke er bedre end gammelt C-mærke

Ønsker man at sænke strømforbruget, kan man vælge at udskifte det ældre fjernsyn. Og selvom energimærket umiddelbart ser ud til at være dårligere på den nye model på grund af ændringerne i energimærkningen, der blev indført i 2021, er der meget at spare. 

Panasonic Center har sammenlignet tre 65 tommer-fjernsyn, som er tændt i fire timer om dagen. Beregningerne viser, at et ti år gammelt C-mærket Plasma-TV bruger 445 kilowatttimer om året, et nyt E-mærket LED-TV bruger 124 kilowatttimer, mens et nyt G-mærket OLED-TV bruger 150 kilowatttimer årligt. Omregner man det til kroner, koster det ved en strømpris på 5 kroner i gennemsnit 2225 kroner i strøm om året for det ældre Plasma-TV, mens årsprisen kun er 620 kroner for det nye LED-TV og 750 kroner for den nye OLED-model. 

– Den nye energimærkning 2021 medførte et lavere energimærke til alle fjernsyn, så kunder giver indimellem udtryk for, at de anslår et nyt TV med et dårligt energimærke for mere strømforbrugende end et gammelt med et bedre energimærke. Det betaler sig derfor i det henseende at kigge på levealderen frem for energimærket, siger Torben Pedersen. 

Særligt aktuelt for seniorer

Undersøgelser peger på, at ældre ser mere traditionelt TV end unge, og det er også oplevelsen hos Panasonic Center Radio og TV-Gården i Tistrup

­̶ Ældre mennesker aflægger sjældnere et smut forbi vores TV-afdeling end yngre, selvom det er dem, der har det højeste forbrug af TV, ikke mindst når strømprisen er høj. Det er altså dem, der har det største TV-forbrug, som også har de ældste modeller i hjemmet, siger Torben Pedersen.

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies