Sejr til Nordenskov i landspokalen.

Sejr til Nordenskov i landspokalen.

29-10-2018, 12:13 - vardeinfo

Forfatter: News

Der var mere spænding og nerve, end der var poleret volleyball, da Nordenskov UIF Volley slog Ishøj Volley med 3-1 og for første gang nogen sinde spillede sig videre til kvartfinalerne i landspokalturneringen.

I den regulære turnering (Volley Ligaen) er Nordenskov UIF Volley kommet bedre fra start end gæsterne fra Ishøj, men favoritværdigheden lå alligevel hos gæsterne, da hjemmeholdet var hårdt ramt af afbud, og cheftræner Brendan Garlick måtte til dagens opgør stille med flere spillere på uvante pladser.

Gæsterne bragte sig da også foran med 1-0 i sæt, men det unge Nordenskov-mandskab havde imidlertid tænkt sig at avancere i turneringen og vandt efter hård fight de tre efterfølgende sæt alle med 25-23 og er dermed videre til kvartfinalen.

Efter kampen var det også en glad cheftræner Brendan Garlick, der så tilbage på opgøret: "Det var spændende i dag, og der var store op og nedture undervejs. Den mentale styrke hos vores unge hold blev i den grad sat på prøve, men vi viste viljen til at kæmpe uanset hvad. Det kombineret med et skarpt fokus og kynisme, når det var allervigtigst gav os sejren i dag", sagde han og sluttede "det var allermest tydeligt i 3. sæt, hvor vi, selvom vi var bagud 21-12, lykkedes med at vinde sættet. Nu glæder vi os bare rigtig meget til næste runde"

Lodtrækning til kvartfinalerne sker i næste uge og næste kamp skal afvikles i perioden fra 19-25 nov.

Nordenskov spiller næste Ligakamp torsdag den 1/11 kl. 20.00 i Helle Hallen mod ASV Århus.

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies