Den Lille Dyreklinik oplever stigende interesse for kæledyr

Den Lille Dyreklinik oplever stigende interesse for kæledyr

01-11-2020, 08:02 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus - Henry

Den Lille Dyreklinik oplever stigende interesse for kæledyr

 Der er travlhed hos Den Lille Dyreklinik, hvor kunderne strømmer til med hundehvalpe og kattekillinger, men også ældre dyr besøger klinikken.

 Tistrup: Corona rimer på kæledyr – hjemmearbejde og manglende rejseaktivitet har givet familierne mere tid sammen med deres kæledyr og lysten til at anskaffe sig et.

-          Vi har lige nu 14 dages ventetid på vaccinationer, selvom vi både starter før og slutter efter normal åbningstid, fortæller Mai-Britt Kring fra Den Lille Dyreklinik.

Det er ikke blot nye patienter, Den Lille Dyreklinik tager imod. Mai-Britt fortæller, at klinikken aldrig har haft så mange patienter med tandproblemer, kløe og andre skavanker, som klinikken heldigvis kan afhjælpe.

-          Jeg er overbevist om, at den meget tid sammen med vores kæledyr gør, at vi bliver opmærksomme på dyrenes almene velbefindende, at de har grimme tænder, klør sig meget eller udviser andre symptomer, som vi måske i hverdagen ikke lægger mærke til.

Efter at have været presset på værnemidler har Den Lille Dyreklinik nu fyldt lagrene op og er klar til de seneste coronarestriktioner. Mai-Britt fortæller, at klinikken under hele krisen har taget restriktionerne alvorligt, og at man vil fortsætte denne linje.

-          Derfor bærer vi mundbind og forventer, at vores kunder gør det samme. Det er vigtigt at gøre, hvad vi kan for at begrænse epidemien, så vi alle kan holde en god jul sammen med dem, vi holder af.

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies