Vidste du, at et ægtepar fra Tistrup har modtaget Gigtforeningens Ildsjælepris?

Vidste du, at et ægtepar fra Tistrup har modtaget Gigtforeningens Ildsjælepris?

17-06-2025, 11:48 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus - Pia

Prisen bestod af en statuette af kunstneren Leif Sylvester samt kr. 15.000. 

Tale af Gigtforeningens formand Martin Bøge Mikkelsen på foreningens repræsentantskabsmøde 22/5 2025.
Gigtforeningens Ildsjælepris
I dag fejrer vi to ildsjæle. Et makker- og ægtepar, som ikke bare ser, hvad der skal gøres – men som
også får det gjort. To mennesker, der har sat deres tid, kræfter og hjerte ind på at gøre livet bedre
for andre.
I dag fejrer vi jer, Inger og Egon Sørensen.
For rigtig mange mennesker med gigt er træning i varmt vand både en nødvendighed og en lise for
kroppen. Det lindrer smerterne, styrker musklerne og holder rollatoren fra døren. For nogle er det
den eneste form for motion, de overhovedet kan dyrke. Det er træning, der er lige så effektiv som
medicin. Og som patienterne fortæller er afgørende for deres livskvalitet, og for at de kan klare
dagligdagens gøremål.
Egon, du mærkede det selv, da du i 1979 fik konstateret leddegigt. Og seks år senere, da du
flyttede fra København til Tistrup nord for Varde fort være sammen med Inger, begyndte jeres
fælles rejse i gigtsagens tjeneste.
Det blev starten på over 40 års frivilligt arbejde. I har været ankeret i Gigtforeningens
OplysningsKredse i Vestjylland, som især står for den undervisning i varmt vand, der har hjulpet
tusindvis af mennesker i Vestjylland til en bedre tilværelse.
Undervisere skulle findes og kurser arrangeres. Bassiner og lokaler skulle bookes. Tilmeldinger,
regnskaber, kontakt til kommuner og tilskud – alt det praktiske, alt det bag kulisserne, der bare
skal fungere. Og det har det gjort – fordi I stod der. Fordi I tog ansvar. Fordi I blev ved.
Med jer ved roret har OplysningsKredsene i Bramming, Esbjerg, Grindsted, Varde, Vejen, Ølgod og
Ribe – nu GOK-Vest – haft et ankerpar, man kunne stole på. Altid. Og som aldrig sagde nej, når
andre måtte melde pas. Ved årsskiftet overtog Helle Nyland Haltrup posten – og hun siger om jer:
”GOK Vest har været Egon og Ingers hjertebarn, og de har været en kæmpe støtte i overdragelsen.
Så hjælpsomme – og med imponerende styr på sagerne. Egons revisorbaggrund fornægter sig
ikke: Intet er overladt til tilfældighederne. Og Ingers engagement i deltagerkontakt og planlægning
har sat tydelige spor.”
I har også sans for politisk aktivisme. Da varmtvandsbassinet i Varde for et par år siden var truet af
lukning – fordi kommunen ikke prioriterede midler til en nødvendig renovering – gik I i gang. I
skrev til politikerne, I gik i pressen. I kæmpede for det, I vidste var vigtigt for rigtig mange
mennesker. Og I vandt kampen. Bassinet blev reddet. I dag siger vi tak og hylder jer.
For jeres vedholdenhed, jeres ordentlighed og jeres hjertevarme.
For alt det, I har gjort – og alt det, I har betydet for så mange.
Det er en stor glæde at overrække jer Gigtforeningens Ildsjælepris.

Tak for jeres enestående indsats.

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies