Stort fremmøde på Hotel Arnbjerg i Varde til støtte for kampen mod kræft

Stort fremmøde på Hotel Arnbjerg i Varde til støtte for kampen mod kræft

07-02-2015, 10:44

Forfatter: News

Stafet for Livet, Varde kommune og Kræftens Bekæmpelse afholdt 29. januar et foredrags- og informationsarrangement på hotel Arnbjerg i Varde til støtte for kampen mod kræft.

 

Formanden for Stafet for Livet, Varde kommune, Hans Jørgen Gammelgaard, orienterede om Stafet for Livet, som er en verdensomspændende bevægelse i kampen mod kræft, og om mulighederne for deltagelse i selve stafetten, som i Varde kommune afholdes på Ølgod Stadion d. 13-14. juni 2015.

 

Herefter fulgte nogle spændende indlæg. Dorte Eg fortalte gribende og rørende om et liv med kræft, hvad det betyder for familien, og hvordan man finder mod til at kæmpe mod sygdommen.

 

Praktiserende læge i Varde, Charlotte Bøving, fortalte både oplysende og humoristisk om hvordan vi via vores livsstil kan påvirke vores helbred, både i den usunde og den sunde retning. Man kan i høj grad mindske risikoen for at få kræft, hvis man sørger for at undgå usunde vaner. Men selv når man er ramt af sygdommen er der masser man kan gøre. Varde fysioterapi ved Henriette Hansen og Mette Rosenlund orienterede om ”cancerholdet”, et særligt træningstilbud til mennesker med kræft, hvor man ved målrettet træning ruster kroppen til at tage kampen op med sygdommen.

 

Formanden for Kræftens Bekæmpelse i Varde kommune, Edna Jessen, rundede denne tankevækkende aften af og takkede foredragsholderne for deres indsats. Der er brug for frivillige til at hjælpe i denne gode sag, og stort set alle familier i Danmark har haft denne alvorlige sygdom tæt inde på livet.

 

Det er derfor glædeligt, at næsten 300 mennesker var mødt op den aften, og Stafet for Livet håber på stor opbakning her i kommunen til selve Stafetten i juni.

Tistrupnews

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies