Nytænkende samarbejde mellem Gårde Kultur- og Musikforening, Trim Tistrup, Ølgod Frivillige Brandvæsen og STU Center Varde.

Nytænkende samarbejde mellem Gårde Kultur- og Musikforening, Trim Tistrup, Ølgod Frivillige Brandvæsen og STU Center Varde.

09-06-2017, 09:12

Forfatter: News

”Ingen kan alt.

 Alle kan noget.

 SAMMEN, kan vi det hele!”

 

Dette må vist være meget dækkende for samarbejdet der er skabt blandt ovennævnte ”aktører” i forbindelse med det nærtforestående Stafet for Livet. Et støttearrangement for Kræftens Bekæmpelse, som sædvanen tro afvikles i Ølgod, og som løber af stablen i weekenden den 17. og 18. juni.

 

I forbindelse med planlægningen af dette års stafet, rettede en af drivkræfterne bag arrangementet, Heidi Vestergaard Hansen, kontakt til Gårde Kultur- og Musikforening, (GKoMF) hvor hun fremlagde et forslag.

”Som indehaver af motionscentret Trim i Tistrup, så har jeg gennem flere år bakket op om RolleRock, hvorfor jeg som medarrangør af Stafet for Livet, samt koordinator for et gennem Trim tilmeldt spinninghold, fandt det helt naturligt at rette henvendelse til foreningen med tilbud om et samarbejde.

Noget der ikke blev brugt meget betænkningstid på at sige ja til”

 

Allan Spicker, formand for Gårde Kultur- og Musikforening (GKoMF) supplerer:

”Siden arrangementet Stafet for Livet startede, så har det haft Gårde Kultur- og Musikforenings interesse og bevågenhed. 

Som en lille lokalforankret forening finder vi det af stor vigtighed at engagere os i det omkringliggende samfund, herunder de aktiviteter der af en stor flok af ildsjæle stables på benene.

Foreningen har blandt andet til første års udgave af Stafet for Livet vederlagsfrit stillet vores mobile scenevogn til rådighed”

(GKoMF står blandt andet bag RolleRock).

 

Udfaldet af snakken Heidi og Allan imellem blev, at den af foreningslivet i Gårde ejede mobile vildmarksbad stilles gratis til rådighed under hele stafetten.

Tanken er så, at alle deltagerne kan få sig en gang velfortjent wellness enten efter eller imellem de runder de tager i den gode sags tjeneste.

”Da stafetten som bekendt forløber over et helt døgn, så skal der blandt deltagerne nok blive behov for at hvile ud og få plejet de ømme muskler” udtaler Heidi med anerkendelse i stemmen.

”Jeg bliver hvert år imponeret over det store deltagerantal, samt ikke mindst de økonomiske midler stafetten tilvejebringer i den gode sags tjeneste”

 

Men en ting er at få stillet selve vildmarksbadet til rådighed, den skal også gøres brugsklar samt holdes i drift. Det er så her henholdsvis Ølgods Frivillige Brandvæsen samt STU Center Varde kommer ind i billedet.

Brandvæsnets raske svende har påtaget at få fylde vildmarksbadet med frisk og rent vand – og mon ikke det med deres fine tankvogn er en smal sag at fylde de nødvendige 1300 - 1400 liter vand i karet, det tror vi!

 

Dernæst er der så at få vandet varmet op til en behagelig temperatur på ca. 38 – 39 grader.

Noget det sponserede træ fra STU Centeret med garanti nok skal klare – det bliver simpelthen en fest som deltager i Stafet for Livet at sidde i vildmarksbadet og heppe på de øvrige deltagere.

 

Men hvad koster det så at få sådan en speciel og unik oplevelse?

”Da der ingen direkte udgifter er forbundet med tiltaget – udover frivilligt arbejde, ja så har vi valgt at tilbyde det som en gratis aktivitet til stafettens deltagere, der vil dog i Trim Tistrups telt være opstillet en sparegris, hvor man på helt frivillig basis kan donere et beløb efter eget valg. Et beløb som ubeskåret går til Kræftens Bekæmpelse”.

Heidi Vestergaard Hansen opfordrer med disse ord alle til at medbringe badetøj og håndklæde! 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies