Nyt fra Hodde Menighedsråd

Nyt fra Hodde Menighedsråd

20-12-2018, 07:38 - Hodde-Tistrup

Forfatter: Henry

Nyt fra Hodde Menighedsråd

I foråret havde Tistrup menighedsråd i samarbejde med Varde Provsti arrangeret en eftermiddag med besøg af medarbejdere i Selskabet for Kirkelig kunst.

Her havde vi mulighed for at medbringe gamle tekstiler fra vores kirker og få professionelle til at vurdere alder og anvendelse, samt give gode råd om opbevaring og istandsættelse.
Vi havde fra Hodde medbragt den smukke gamle Messehagel som stadig anvendes. Messehagelen er omtalt i Nationalmuseets bog om Danmarks kirker, her står beskrevet at den er fra 1765 og at den er en af en række ens Messehageler anskaffet til Nørholms kirker.
 

Messehagelen har ikke været brugt i Hodde kirke i en periode her i år, hvilket skyldes at vi har haft den til vurdering hos Selskabet for kirkelig kunst.
Efter vurderingen, besluttede vi i Hodde menighedsråd at få istandsat Messehagelen. Den blev fragtet hele vejen til København, hvor Selskabet for kirkelig kunst holder til.


Den 25. november, som var sidste søndag i kirkeåret, blev den nyistandsatte Messehagel taget i brug igen.


At det er et meget fint gammelt stykke tekstil der skal behandles varsomt, bliver vi mindet om når vi ser en af kirkens medarbejdere iklæde sig hvide handsker inden Messehagelen berøres.

 

 

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies