Ny forbrugeraftalelov..

Ny forbrugeraftalelov..

23-09-2014, 12:28 - Ølgod

Forfatter: News

Internethandel, fjernsalg og abonnementsaftaler

For ganske kort tid siden er der trådt en ny lov om forbrugeraftaler i kraft. Den nye lov indeholder en række nye regler om oplysninger til forbrugerne. Særlig betydning får de nye regler for aftaler, indgået ved fjernsalg, typisk den omsiggribende internethandel.

Lovens formål er at beskytte forbrugeren, og forbrugeren skal have en række klare og tydelige oplysninger, før aftalen indgås.

Oplysningerne drejer sig bl. a. om leveringstidspunktet. Forbrugeren skal med den nye lov have oplysning om det tidspunkt, hvor varen leveres. Sker dette ikke, kan det i sidste ende betyde, at forbrugeren kan annullere aftalen.

Hvis man indgår en aftale om et abonnement, skal forbrugeren fremover have oplysning om de samlede udgifter pr. afregningsperiode. Det vil typisk være den månedlige udgift.

Forbrugeren skal også have oplysning om fortrydelsesret, og oplysningerne skal gives i et særskilt dokument til køberen. Hvis forbrugeren ikke får oplysning om fortrydelsesretten, kan sælgeren bl. a. blive straffet med bøde.

Hvis man handler i en webshop, skal webshoppen som noget nyt oplyse forbrugeren om, at denne har krav på bistand fra webshoppens side, efter at salget er gennemført.

Der er også indført en række nye regler om returnering af varer, hvis man vil gøre brug af sin fortrydelsesret, som er på 14 dage. F. eks. har forbrugeren nu ret til at tilbagelevere sin vare – og dermed fortryde købet – selv om varen ikke er i helt samme stand, som ved modtagelsen. Denne ret gælder dog kun, hvis forringelsen af varen skyldes, at den er blevet afprøvet. 

Hvis forbrugeren vælger at fortryde købet, har han krav på at få tilbagebetalt købesummen senest 14 dage fra den dato, hvor forbrugeren oplyste, at han ville gøre brug af fortrydelsesretten.

Forbrugeren har som ovenfor nævnt en frist på 14 dage til at fortryde købet, men hvis ikke forbrugeren får oplysning om fortrydelsesretten, betyder den nye lov, at forbrugeren kan fortryde sit køb i op til 12 måneder.

Set fra sælgers side er det således meget vigtigt at sikre, at forbrugeren modtager de korrekte og fyldestgørende oplysninger.

Den nye forbrugeraftalelov indeholder en lang række yderligere bestemmelser, hvoraf ovennævnte nok er de mest interessante.

 

Advokat Jens Graven Nielsen fra Advokaterne Graven Nielsen & Kokkenborg A/S og Advokaterne Graven Nielsen, Schmitz & Partnere A/S

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies