Tistrup Slagtehus fik kæmpe bøde for pølser, der intet fejlede

Tistrup Slagtehus fik kæmpe bøde for pølser, der intet fejlede

13-08-2021, 01:03 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus - Pia

Der er begået en fejl. Men sanktionen er ude af proportioner, mener indehaveren af Tistrup Slagtehus, Brian Koch. Det ville han godt have haft en dommers vurdering af.

Den 2. juni var Fødevarestyrelsen på kontrolbesøg i Tistrup Slagtehus, som både slagter dyr og fremstiller færdigvarer som pølser.

Det var netop færdigproducerede pølser, der ikke var korrekt allergimærket. De allergifremkaldende ingredienser var ikke fremhævet som foreskrevet i varedeklarationen. De fremgik dog på en liste over ingredienserne.

Det skabte debat, da JydskeVestkysten tidligere på sommeren offentliggjorde, at Tistrup Slagtehus fik en sur smiley og blev mødt af et bødeforlæg på hele 40.000 kroner for forseelsen. Bøden skal ses i lyset af, at langt større virksomheder med omkring 100 ansatte har fået det halve i bøde for eksempelvis dårlig rengøring eller dryppende kondensvand i produktionen.

Brian Koch erkender, at allergimærkningen var forkert. Men han har endnu ikke betalt bødeforlægget. Det kan ikke lade sig gøre at indklage sanktionen. Brian Koch skal gå rettens vej, hvis han skal have omstødt afgørelsen i kontrolrapporten.

- Jeg har rådført mig med en bekendt, der er advokat. Jeg risikerer at skulle betale sagsomkostninger på cirka 16.000 kroner per retsdag, hvis jeg taber sagen, siger Brian Koch.

Det har fået ham til at opgive at gå rettens vej.

Men han mener, at sanktionen er meget hård.

 De 40.000 kroner er beregnet ud fra, at jeg har en omsætning på cirka seks millioner kroner om året. Men 40.000 kroner er altså mange penge for en lille virksomhed, siger Brian Koch.

Det er nemlig ikke kæmpe overskud i mikroslagteriet med ti ansatte. I de seneste tre år har det givet mellem 10.000 og 110.000 kroner i overskud, og set i den sammenhæng er 40.000 kroner et stort beløb.

- Jeg mener, at jeg burde være sluppet med en indskærpelse eller en mindre bøde. Det er første gang, der har været fejl i allergimærkningen, siger Brian Koch.

Han afventer at betale bødeforlægget - i hvert fald til Fødevarestyrelsen har været på et opfølgende kontrolbesøg, som betyder, at Brian Koch kan generhverve sin glade smiley. Der var i øvrigt ikke noget galt med pølserne, andre varer eller hygiejnen. Det var kun den mangelfulde mærkning, der udløste den sure smiley og bøden.

KILDE: JV

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies