THGU har valgt ny formand

THGU har valgt ny formand

15-09-2021, 08:00 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus - Henry

THGU er endnu et trin op for Heidi

THGU har valgt ny formand - efter 14 år har Helene Poulsen valgt at sige stop, og Heidi Nørby har sagt ja til posten.

Der var ikke kampvalg, og det er da heller ikke en ønskefunktion, der fik Heidi Nørby til at sige ja til formandsposten hos THGU.

- Jeg blev spurgt, om jeg ville stille op til bestyrelsen, og det sagde jeg ja til på den betingelse, at jeg ikke skulle være formand, griner Heidi, som tager imod ved køkkenbordet i privaten.

Da bestyrelsen skulle konstituere sig, var der ikke umiddelbart nogen, som ønskede at være formand, og så sagde Heidi ja, og det har hun ikke fortrudt.

- Nej, jeg glæder mig til arbejdet, nu hvor vi kommer rigtigt i gang. Jeg har mange idéer, og med den bestyrelse skal det nok blive godt.

Heidi er ikke selv aktiv i THGU, men døtrene på otte og 12 år dyrker gymnastik.

- Det har nok altid været naturligt for mig at blande mig. Jeg sad også i bestyrelse for Møllehusets Venner, da pigerne gik i børnehave, siger den nye formand.

 

Alternativ formand

Heidi Nørby er flexjobber på en alternativ klinik i Hjerting, samtidig med at hun uddanner sig til zoneterapeut.

- Jeg blev for otte år siden alvorligt syg efter at være blevet HPV-vaccineret og endte i kørestol. Min egen læge og den etablere lægevidensskab gav op, og så søgte jeg alternativ behandling. Allerede efter første behandling kunne jeg mærke bedring, men for fem år siden, da vi flyttede ind her i lejligheden, var min største udfordring de to trin op fra bryggerset til køkkenet.

Langsomt gik det fremad, og nu snupper hun let trinnene men Heidi har indset, at hun aldrig bliver rask nok til en fuldtidsstilling.

- Det er jeg efterhånden afklaret med, og jeg er så heldig, at jeg kan fortsætte mit flexjob på klinikken, når jeg er færdig som zoneterapeut.

Heidi er også certificeret healer og bruger sine evner både på sig selv og patienter, men fremover vil hun også afse tid til formandsarbejdet hos THGU.

- Den første opgave er vores deltagelse i Åben By-arrangementet den 2. oktober, hvor vi vil være til stede med forskellige aktiviteter.

Nye tiltag

Som noget nyt tilbyder THGU hver mandag fra uge 42 fitness for alle om dagen. det foregår i hallen. Derudover så er der også lige startet et nyt hold, som kører hver 2. søndag i måneden - Gymnastik for børn med superkræfter for hele Varde kommune.

- Vi mødes i Tistrup Hallen den anden søndag i måneden klokken 13.30. Holdet er for børn fra 6 seks til 17 år, som har nogle behov af den ene eller anden slags, der gør, at de ikke kan deltage på de almene gymnastikhold. Men så ved vi, at de kan så meget andet. Uanset hvad dit barns superkræft er, så er der plads til alle på holdet. Her skelner vi ikke om du sidder i kørestol, eller kan løbe rundt. Her mødes vi i et fællesskab og det bliver sjovt, slutter Heidi Nørby, men når at tilføje:

- Eneste krav er, at mor, far eller anden hjælper er tilstede under træningen.

Næste træning er søndag den 10 oktober kl 13.30 til 14.30.

 Artikel udført af Henrik Cromon

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies