På rejse med og omkring H. C. Andersen

På rejse med og omkring H. C. Andersen

27-08-2014, 08:14 - Tistrup

Forfatter: News

Onsdag den 10. september kl. 19 afholdes det andet sommerforedrag i Janus Bygningen. Anne Klara Bom fortæller om ”H. C. Andersen – en glokal rejsende”, og foredraget knytter sig til rejsetemaet på den aktuelle udstilling TRAVELLING.

Der er rejsestemning i Janus Bygningen for tiden. Med billedkunstneren Bjarke Regn Svendsen som omdrejningspunkt vises udstillingen TRAVELLING med 12 forskellige kunstnere og værker fra Vestjyllands Kunstmuseums samling.

I tilknytning hertil afholdes nu det andet ”sommerforedrag”. Det finder sted onsdag den 10. september kl. 19.00, hvor cand. mag. og ph.d. Anne Klara Bom fra H.C. Andersen Centret i Odense fortæller om vor store digter og om hans betydning før og nu.

Anne Klara Bom: H. C. Andersen – en glokal rejsende

H.C. Andersen var stolt af at være dansk og man skal ikke koncentrere sig meget for at læse de særligt danske træk ud af hans værker. Men som Andersen selv formulerede det, havde han hjemme i Danmark – men det var også derfra, hans verden gik. H.C. Andersen havde brug for at forlade sit hjemland af flere omgange for at rejse og hente inspiration under fremmede himmelstrøg. Denne ”globale” inspiration tog han med hjem og blandede sammen med det lokale, og det gør H.C. Andersen til en ”glokal” kunstner. I foredraget præsenteres eksempler på, hvordan Andersen realiserede denne glokalisering i praksis og gennem sine værker, ligesom det også vil blive vist, hvordan Andersen her knap 140 år efter sin død stadig rejser rundt som et glokalt kulturfænomen, der findes lige så mange versioner, som der findes kulturer, der bruger ham. Der er noget magnetisk ved H.C. Andersen: Ligesom han selv lod sig tiltrække af verden og brugte den i sine fiktionaliserede versioner af virkeligheden, tiltrækkes verden også af ham i dag, og på tværs af grænser og værdier bruger mennesker ham til at skabe mening om deres aktuelle virkelighed.

Anne Klara Bom er cand.mag. og ph.d. i Kulturstudier. Hun er ansat ved H.C. Andersen Centret under Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet. Hun blev ph.d. på en afhandling om, hvordan H.C. Andersen kan forstås som kulturfænomen, og hvordan han tildeles kulturel betydning lokalt, nationalt og globalt. Hun er medredaktør på den nyligt udkomne bog ”H.C. Andersen i det moderne samfund”, og har publiceret artikler i danske og internationale tidsskrifter om H.C. Andersen, kulturarv, arvsturisme og kulturøkonomi.

 

Lokal tilknytning

Anne Klara Bom har endvidere lokal tilknytning som datter af sognepræst Lars Bom Nielsen i Tistrup, hvor hun har haft det meste af sin barndom og ungdom.

 

Pris: 50 kr. inkl. en velkomstdrink. Medlemmer: 40 kr. Tilmelding helst inden 8. september.

 

 

Rundvisning

Lørdag den 6. september kl. 14 gennemføres den 2. og sidste guidede tur på udstillingen TRAVELLING ved rejseleder Bjarke Regn Svendsen. 

Bliv ven med Nyt fra hele Varde Kommune - fra hede til hav på Facebook, og få vores tophistorier på din væg. Klik på linket https://www.facebook.com/pages/Nyt-fra-hele-Varde-Kommune-fra-hede-til-hav/432346533508430

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies