Fernisering på fredag - Martha Guldberg udstiller på HTH Køkkenforum i Ølgod..

Fernisering på fredag - Martha Guldberg udstiller på HTH Køkkenforum i Ølgod..

24-02-2015, 08:55

Forfatter: News

Martha Guldberg maler billedkunst, og hun er klar med sin første solo udstilling på HTH Køkkenforum i Ølgod. Hun har fernisering fredag den 27. februar 2015 kl. 14.00 – 17.00. Udstillingen hænger i 2 måneder, og der er 43 værker med på udstillingen. Værkerne er en god blanding af de mange forskellige teknikker, hun benytter sig af.

Ud over udstillingen på HTH Køkkenforum er Martha Guldberg også aktuel med et billede af Ølgods vartegn, Vandtårnet. Det malede hun i forbindelse med vandværkets 100 års jubilæum i efteråret. Hun har naturligvis taget udgangspunkt i Vandtårnet, men hun har også malet 4-5 skulpturer ind i billedet, så det ligesom favner hele byen. Billedet kan ses på Ølgod Museum.

Martha Guldberg har selv malet i 5-6 år, men hendes interesse for kunst går mange år tilbage, og hun er jævnligt i Janus Bygningen for at følge de forskellige udstillinger der. At have kunst på væggene i sit hjem er med til at skaber personlighed, og Martha Guldberg bruger selv gerne glade farver i sine billeder. Det skal være med til at afspejle, at hun er en glad person med fuld knald på livet. Hun har ikke en bestemt teknik hun bruger, men er åben over for at prøve nyt. Hun bruger blandt andet akryl, oxidering, fingermaling samt lag-på-lag, og hun mixer gerne teknikkerne.

Martha Guldberg finder inspiration på sine rejser. Hun er glad for at vandre og har altid kameraet med, så der kan foreviges minder, der kan danne inspiration ved lærredet, når hun kommer hjem. Martha Guldberg samler også inspiration ved for eksempel online kurser og Janus Festivalen. Ved at deltage på kurser møder hun andre med samme interesse for kunst, og det er i sig selv meget givende.

Facebook https://www.facebook.com/tistrupnews.tistrup

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies