Varde Kommune får naturpolitik..

Varde Kommune får naturpolitik..

22-08-2014, 09:40 - Ølgod

Forfatter: Varde Kommune

Varde Kommunes udvalg for Plan og Teknik har besluttet, at kommunens unikke natur fremadrettet skal udvikles, beskrives og plejes med udgangspunkt i en samlet politik for området. Tiltaget skal sikre, at der er sammenhæng i de naturbevarende indsatser samt fastlægge konkrete mål og strategier for kommunens naturområder.

 

”Både turister, lokale og naturen vil komme til at nyde godt af Varde Kommunes naturpolitik, og jeg ser frem til arbejdet med at udvikle naturpolitikken. Et arbejde som vil ske i tæt samarbejde med de mange interessenter, der findes omkring kommunens mange naturskønne områder. Inddragelsen vil indledningsvist primært ske via det grønne råds organisationer, men i forbindelse med den efterfølgende høringsproces vil alle interesserede få lejlighed til at bidrage til politikken”, siger Preben Friis-Hauge (V), formand for udvalget for Plan og Teknik.

 

Den nye naturstrategi skal udarbejdes med afsæt i de eksisterende målsætninger i kommuneplanen og i overensstemmelse med de mål, der er fastlagt i de kommunale Natura 2000-handleplaner.

 

Arbejdet med naturpolitikken sættes i gang til efteråret, og det forventes, at naturpolitikken kan sendes i høring i løbet af foråret 2015.

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies