Varde Fodboldgolf og Varde Skydesimulator er i gang med den nye sæson..

Varde Fodboldgolf og Varde Skydesimulator er i gang med den nye sæson..

19-03-2015, 06:04

Forfatter: News

 

Varde Fodboldgolf og Varde Skydesimulator ejes og drives af Ann Cecilie og Bent Bruun. Det er nu den 9. sæson familien går i gang med, og 2015 ser allerede nu her i det spæde forår meget positiv ud, og det glædes Ann Cecilie og Bent sig dagligt over.

2014 var et meget tilfredsstillende år, hvor skydesimulatoren for alvor kom til at gøre en forskel. Ses der på tallene er det skydesimulatoren, der har forøget omsætningen, hvor fodboldgolfen har været status qua. Der har været ca. 13.000 besøgende igennem gårdspladsen i 2014, men kapacitetsmæssigt svarer det til en udnyttelse på omkring 50 %. Weekenderne var fint booket ud, hvor alle typer lige fra grupper af venner, familier og firmaer kunne findes på banerne. Stedet råder også over grill, så man kan hygge med sin medbragte mad enten ude eller i klubhuset.

Et mål for 2015 er at få fat på turisterne, så hverdagene kan bookes bedre ud. Der arbejdes på at få info ud i Tyskland, så Varde Fodboldgolf kan komme ind i ferie-planlægningen, som typisk allerede sker hjemmefra. Ann Cecilie og Bent har netop været på besøg hos en pige, de kender i Hamburg, og hun ville hjælpe med at få kontakt til Dan-Sommer dernede.

Den 9. august 2015 lægger Varde Fodboldgolfklub baner til et stævne. Stævnet hedder ”Wunderelf”, og er en tur på 8 arrangementer, hvor Varde er det ene led. Det er deltagerne selv, der har taget kontakt til klubben, og det er ikke uden grund. Standardmæssigt er banerne i Varde blandt de 5 bedste baner i Danmark, og Ann Cecilie og Bent lægger vægt på, at deres baner skal være velplejede.

2012 afholdte stedet WM i fodboldgolf. Det var en kæmpe opgave, men Ann Cecilie og Bent afviser ikke at påtage sig opgaven igen, hvis de får den tilbudt. En opgave de helt sikkert påtager sig er besøget af EfB. For 4. sæson kommer klubben med alle ansatte. Ud over personalet inviterer EfB tre med fra hvert firma, som sponsorer klubben. De tre sættes sammen med en fra fodboldtruppen, så der derved bliver 4 på hvert hold. Det er en kæmpe succes, og der er ligefrem deltagere på venteliste. Varde Fodboldgolf er sponsor for EFB, og det har gennem årerne givet mange besøg til stedet til gengæld

Ud over fodboldgolf kan stedet som nævnt også byde på en skydesimulator. Skydesimulatoren kan blandt andet bruges af jægere i stedet for at stå på flugtskydningsbanen til det, der kaldes ”tør træne”, som er optræning af hurtighed. Vejr og vind kan man dog kun optræne i naturen, så der har simulatoren en begrænsning.

 

Af TistrupNews - RSS

 

Mød Tistrupnews på Facebook, og få vores tophistorier på din væg. Klik på linket https://www.facebook.com/Tistrupnews

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies