Ny håndbog fører husbyggere uden om faldgruberne

Ny håndbog fører husbyggere uden om faldgruberne

20-05-2016, 08:07

Forfatter: TistrupNews - RSS

Ny håndbog fører husbyggere uden om faldgruberne

Nu er der hjælp til de mange danskere, der går med drømmen om at bygge eget hus. Danske BOLIGadvokater er klar med en ny håndbog, der skal hjælpe potentielle husbyggere med at undgå de mange fælder, når de kaster sig ud i rollen som private bygherrer.

 

”Vi bygger hus - Håndbog til husbyggere”. Det er titlen på den nye byggehåndbog, der netop nu er udkommet til landets BOLIGadvokater, arkitekter og biblioteker. Bogen udfylder et tomrum på markedet.

 

”Husbyggere står ofte meget alene rent rådgivningsmæssigt, og de må ofte betale rigtig mange dyre lærepenge undervejs. Den nye byggehåndbog ruster selvbyggerne bedre – både før, under og efter, de har kastet sig ud i byggeprocessen. Med bogen som inspiration og en god BOLIG-advokat ved deres side, så er husbyggerne rigtig godt klædt på til at møde de udfordringer, som byggerier altid giver”, udtaler advokat Jens Graven Nielsen, der er medlem af Danske BOLIG-advokater.

 

”Vi bygger hus” er skrevet, så den kan bruges som praktisk opslagsbog, uanset hvor man er i byggeprocessen. På den måde kan selvbyggere let og hurtigt læse om de overvejelser, de bør gøre sig i hver fase, uanset om de står midt i den indledende klarlæggelse af ønsker og behov, er midt i opsynet med byggeprocessen eller nærmer sig afslutningen med gennemgang af fejl og mangler.

 

”Vi bygger hus” udkommer også som E-bog og optimeres samtidig til mobil og tablet, hvor det blandt andet vil være muligt at downloade de forskellige afsnit som pdf til enhedens bibliotek. På den måde har byggefolket let adgang til den nødvendige information, også når de står midt på byggepladsen.

 

”Det er en hård proces at bygge hus, både for pengepung og parforhold. Det er håbet, at håndbogen kan lette nogle af husbyggernes byrder, og Danske BOLIGadvokater ser frem til respons på bogen”, udtaler advokat Jens Graven Nielsen.

 

Udover landets biblioteker er bogen også fremsendt til arkitekter, der bistår private husbyggere.

 

Håndbogen er gratis og fås ved henvendelse til en Dansk BOLIGadvokat eller ved at læse den på byggehåndbogen.dk.

 

Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Det betyder bl.a., at en dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsentere sælger og køber i samme handel. Det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen, f. eks. banker, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber. Alle medlemmer af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel. Danske BOLIGadvokater kæmper for, at du kan få 100% uafhængig rådgivning.

 

Advokat Jens Graven Nielsen, Advokaterne Graven Nielsen & Kokkenborg A/S, 6870 Ølgod

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies