Gaver mellem ægtefæller er afgiftsfri, men der et par ting, du skal være opmærksom på!

Gaver mellem ægtefæller er afgiftsfri, men der et par ting, du skal være opmærksom på!

11-12-2014, 06:33

Forfatter: News

Sædvanlige lejlighedsgaver til jul og fødselsdag kan gives uden problemer, men ligger værdien ud over dette, skal du være opmærksom på, at gaven kun er gyldig, hvis der laves en gaveægtepagt.

Vi tager et eksempel:

En kvinde er gift med en mand, som har børn fra et tidligere ægteskab. Der er ikke fællesbørn i ægteskabet. Ægteparret har fuldstændigt særeje. Manden har givet sin hustru forholdsvis store gaver igennem årene, og nu dør manden. Mandens særbørn har i den situation krav på, at de be-løb, som manden igennem årene har givet til sin hustru, skal indbetales til mandens dødsbo til for-deling blandt arvingerne, da der ikke er lavet gaveægtepagt for de enkelte gaver.

Men også selv om der er tale om overførsel af mindre beløb, men til gengæld regelmæssige beløb til din ægtefælle, skal du være opmærksom på, at hvis beløbende overstiger det, man kalder den gensidige forsørgelsespligt, så skal der laves en gaveægtepagt.

Vi tager et endnu et eksempel:

En mand har gæld til en del kreditorer. Han er måske gået konkurs med et firma, men har nu løn-job og en fornuftig indtjening. Hustruen er gældfri. Ægteparret aftaler, at manden overfører en del af sin løn hver måned til en budgetkonto, som udelukkende står i hustruens navn. Dette kører godt over nogle år. Pludselig kommer en af mandens kreditorer og kræver betaling fra manden. Hvis ikke ægteparret kan dokumentere, at de månedlige overførsler ikke overstiger værdien af enten sædvanlige gaver mellem ægtefæller eller ikke overstiger, hvad der er omfattet af den gensidige forsørgelsespligt mellem ægtefæller, så kan kreditor forlange det samlede overførte beløb betalt af hustruen, såfremt der ikke er lavet gaveægtepagt.

I en dom fra 2011, blev en hustru forpligtet til at betale sammenlagt 300.000 kr. til mandens kreditor. Et beløb, der fremkom ved at sammentælle fire års månedlige overførsler fra manden til hustruens budgetkonto.

Så husk, at selv om gaver mellem ægtefæller er afgiftsfrie, så kræver gaver - udover sædvanlige gaver til jul og fødselsdag - gaveægtepagt for at være gyldige.

 

Advokat Per Bovien Christensen, Advokaterne Graven Nielsen & Kokkenborg A/S, Ølgod.

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies