En ny spændende sæson står for døren i Blåbjerg HK

En ny spændende sæson står for døren i Blåbjerg HK

13-08-2014, 09:09 - Outrup

Forfatter: News

I sidste sæson kunne klubben byde velkommen til Kenneth Rasmussen som ny herrer-træner. I den kommende sæson skal Kenneth Rasmussen træne både herrer senior og damer senior. Kenneth Rasmussen er en erfaren og kompetent træner.

Kenneth er uddannet Diplomtræner under Dansk Håndbold Forbund og har desuden været instruktør i mange år under såvel Jysk Håndbold Forbund som Dansk Håndbold Forbund.

Kenneth er en kæmpe kapacitet for klubben. Udover opgaven som herrer- og dametræner skal Kenneth også på forskellig vis bidrage til klubbens videre udvikling. Kenneth skal bl.a. afvikle interne trænerkurser, samt hjælpe og støtte klubbens børnetrænere m.v.. Kenneth har en masse træningsmateriale og -programmer, som også stilles til rådighed for klubbens børnetrænere.

For damernes vedkommende skal der imidlertid findes en holdleder, da Kenneth udelukkende varetager selve træningen.

For første gang i rigtig mange år har klubben valgt at tilmelde et ungdomshold i forturneringen i 2. division – nemlig klubbens U14 drenge. Mange af klubbens U12 og U14 spillere har været aktive hele sommeren med sommertræning og deltagelse i Beach håndboldstævner, og det er klubbens vurdering af holdet har potentialet til at prøve kræfter i 2. division. Det bliver rigtigt spændende at se, hvordan det går. Holdet trænes af to af klubbens dygtige spillere på jyllandsserie holdet – nemlig Lasse Kristensen og Nels Nissen.

Træningen for senior holdene og de ældste børnebold starter i uge 34, og de resterende børnehold starter i uge 36 – se annoncen her i avisen eller på klubbens hjemmeside www.blaabjerghk.

Vil du være en del af en klub, der er præget af sammenhold, kammeratskab samt sportslige udfordringer for den enkelte spiller og det enkelte hold, så kom til træning i Blåbjerg Håndboldklub. Bestyrelse og trænere glæder sig til at byde velkommen til såvel nye som gamle spillere.

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies