AFVIKLING AF FERIE VED OPSIGELSE

AFVIKLING AF FERIE VED OPSIGELSE

29-08-2016, 02:40 - Ølgod

Forfatter: henry

AFVIKLING AF FERIE VED OPSIGELSE

 Mange medarbejdere, der på et eller andet tidspunkt har været udsat for at blive opsagt af sin arbejdsgiver, har sikkert oplevet, at arbejdsgiveren i forbindelse med opsigelsen vil have medarbejderen til at afvikle mest mulig ferie i opsigelsesperioden. Herved kan arbejdsgiveren i visse tilfælde opnå en fordel ved at begrænse feriepengebetaling.

 Det er som udgangspunkt arbejdsgiveren, der inden for visse rammer meddeler medarbejderen, hvornår ferien skal afholdes.

 Ofte meddeler arbejdsgiveren samtidig med opsigelsen, at medarbejderen skal afvikle mest mulig ferie, inden medarbejderen fratræder uden nærmere specifikation heraf.

 Det, der i den situation kan være usikkerhed omkring, er, hvorledes der skal forholdes, hvis medarbejderen af én eller anden grund ikke når at afholde ferien i opsigelsesperioden, eksempelvis også hvis medarbejderen kontraopsiger ansættelsesforholdet med et mindre varsel som følge af, at medarbejderen har skaffet sig et nyt job til tiltræden, inden opsigelsesperioden udløber.

 Det er domstolene nu kommet med en afklaring af, sådan at, hvis arbejdsgiveren fremover vil påberåbe sig, at det er medarbejderens egen risiko, at han ikke får afholdt hele sin ferie i opsigelsesperioden, forudsætter det, at arbejdsgiveren skal være helt konkret med hensyn til at få aftalt med medarbejderen, hvornår de tilgodehavende feriedage skal afholdes inden for opsigelsesperioden.

 En mere generel bemærkning til medarbejderen om, at medarbejderen skal sørge for at få holdt sine tilgodehavende feriedage inden for opsigelsesperioden, er således ikke tilstrækkeligt til at pålægge medarbejderen risikoen for, at ferien nu også bliver afviklet rettidigt.

 Er meddelelsen til medarbejderen således ikke tilstrækkelig præcis, vil medarbejderen altså, ifølge retspraksis, have krav på feriepenge for ikke afholdte feriedage.

 Ved fritstilling i forbindelse med opsigelsen er specifikation dog ikke nødvendig.

  Advokat Peter Schmitz, Advokaterne Graven Nielsen, Schmitz & Partnere A/S, Esbjerg

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies